Koncerthuset holdt Foyer-fest
Fredagens koncerter på foyer-scenerne bød i den grad på urbane toner. Et columbiansk soundsystem, dubed karnevalsmusik fra Bahia og afrobeatet hip hop straight outta Accra satte det sorte betonklædte dansegulv på en hård prøve. I Koncertsalen hensatte Carminho publikum i en helt anden vemodig stemning.
Systema Solar lukkede koncertrækken fredag med en optræden, der fik foyerscenens gulv til at gynge. De glade afronauter fra Columbia eksploderede i en energiudladning af beats, scratch og neonfarver, og publikum eksploderede med. Det blev et sandt musikalsk Big Bang. Bandets lyd forener afro-columbianske rødder med storbyens elektroniske sound, og i går skabte de en udadvendt, groovy musik, der satte luftens atomer i svingninger helt ned for enden af koncerthusets store trappe.
Det vokale partnerskab mellem flowkongen Jhon Primera og Indigo alias ’the voice of take off’ sendte til tider koncerten over i ren free style-rap, mens den caribiske rytme-tornado Andrews på perkussion trak festmusikken mod de latinamerikanske rødder. Efterhånden som crash-bækkenet blev slået an på alle taktslag, kunne man ikke andet end at hoppe med. Alt i alt blev man simpelthen bare blæst væk, op og ud i et andet lysår med Systema Solars festspændte opvisning i technicolor spacefunk a'la cumbia. Læs interview med Systema Solars Juan Carlos Pellegrino her
BaianaSystem på Koncerthusets Foyer-scene Foto: Christian Klintholm
Der var tunge beats, berusende sydamerikansk perkussion, miniguitar (baiana) med santanalyd og dub ud over det hele, da BaianaSystem indtog foyer scenen. Lyden trak i retning af både afrobeat, karneval i Rio og jamaicansk reggae, men blev overbevisende samlet i den frihedsbetonede, psykedeliske dub. Bag de fem energiske fyre på scenen kørte nogle vellykkede visuals, der, med deres inka-agtige blå-hvide symboler, virkede nærmest hypnotiserende.
Robertinho Barretos temaer på Bahia-guitaren var varme og melodiske og gjorde, at hvert nummer fik sit eget kendetegn. Sammen med Russo Passapusso’s raspende rap, Marcelo Secos hængede dub- bas og Juninho Costas elektroniske kunstner, var stemningen i høj grad urban, og lige pludselig var der, i koncerthusets ellers så formelle foyer, ikke langt til Bahia-regionens fortryllende, barske og groovy natteliv.
Blitz the Ambassador - foto: Christian Klintholm
Der var dømt hiphop-møder-roots i hæsblæsende tempo da Blitz the Ambassador åbnede ballet fredag på Womex’ Foyerscene. Med utallige musikalske citater sendte den ghanesisk-fødte rapper publikum på en tidsrejse igennem hans musikalske opvækst. Blitz smed Rage Against the Machine, Miriam Makeba, Fela Kutti, Prodigy og Tupac m.fl. ned i blenderen og mixede det sømløst sammen. Hans backingband var uanstændigt tight og havde ingen problemer med at få det overvejende stivfrosne (og endnu ædru) publikum til at varme op til resten af aftenen med koreograferet dans, håndklap og knivskarpe breaks.
Blitz flyttede til USA som ung, men det var de afrikanske rødder, der igen og igen blev trukket frem. Enten i teksterne eller via de mange referencer til Ghanas musikalske historie: high life, afrobeat, hip life etc. Henimod slutningen af koncerten valgte Blitz at politisere sin optræden. På bagtæppet kørte der filmklip med diverse afrikanske magthavere igennem tiderne med tekst som ”Murderer”, ”Dictator” og ”Psycho” flyvende henover billederne.
Blitz rundede et tæt sæt af med at spille ”Accra City Blues”, en stille hyldest til den ghanesiske hovedstad, inden messingblæserne bar publikum over i ”The Best I Can” og rundede koncerten af tæt på kogepunktet.
Som sine sørgmodige sange var den unge portugisiske fado-stjerne Carminho klædt i sort, da hun indtog koncertsalen. Fado er ikke særlig kendt i Danmark, men rygtet om Carminhos udtryksfulde og sensuelle stemme var tilsyneladende løbet i forvejen til Koncerthusets store koncertsal, hvor hun blev modtaget med forventningsfulde klapsalver. 
Fado er det portugiske svar på den spanske flamengo og den franske visesang a'la Edith Piaf. Det er samme temperament og hjertekval, der gennemsyrer sangene, og Carminhos mørke, let hæse stemme klæder genren ualmindeligt godt. Intet under, at hun betragtes som fadoens nye stjerne i hjemlandet.
Akkompagneret af guitar og bas, hvor især Luis Guerreiro imponerede på portugisisk guitar med hurtige løb, der underbyggede Carminhos fraseringer, gav hun en sjælefuld indføring i denne stolte visetradition.
Til sidst måtte publikum smide alle de forbehold, der måtte være tilbage, da den kun 25-årige fadista lagde mikrofonen og sang a capella ud i koncertsalen.
Carminho og guitarist Diogo Clemente. Foto: Christian Klintholm
