Dragende og mystisk musik på sidstedagen

Lørdagens koncert med russiske Ayarkhaan er en sikker kandidat til årets "du skulle have været der"-oplevelse. Fem kvinder fra den fjerneste ende af Sibirien med sort hår til taljen, sølvdiademer, sirlige sølvbroderinger og pelskraver og med en lyd, der næsten trodser enhver beskrivelse. En lyd, der kun blev frembragt ved deres stemmer og den såkaldte khomus - en jødeharpe.

Det ene øjeblik var koncertsalen fyldt med en snurrende monoton brummen med skarpe overtoner, hvorefter den gled over i en rytmisk puls, og pludselig lød de ejendommelige toner fra kvintetten som noget fra en techno-fest.

Den sibirske gruppe Ayarkhaan i Koncerthusets koncertsal. Foto: Christian Klintholm

Ayarkhaan trækker på århundrede gamle shaman-ritualer fra Yakut-folket i det østlige Sibirien, og musikken havde mange referencer til naturen og elementerne i det barske klim. Tredje nummer startede med lyden af et faretruende blæsevejr, der blev voldsommere og voldsommere. Snart hylede og fløjtede det, og uhyggen blev underbygget af en skarp metallisk snerren. Efterhånden stilnede stormen af og naturen vågnede op på ny. Det dryppede endnu, mens fuglene begyndte at kvidre, kukke og skræppe. 

I et andet nummer kunne gruppens stifter, Albina Degtyareva, og de fire andre imitere galoperende hovslag som et lag i det fascinerende og facetterede lydbillede, der meget passende også indeholdt hestevrinsk, midt i det snurrende, snerrende, brummende og syngende. En enestående oplevelse.

Ibrahim Maalouf - foto: Christian Klintholm

Tidligere på aftenen havde den fransk-libanesiske jazz-trompetist Ibrahim Maalouf fra samme scene leveret en koncert, der ligesom Ayarkhaans var en opvisning i kunsten at skabe billeder af lyd og tvinge nye klange ud af instrumentet. Især i de stille passager i musikken kunne Maalouf udnytte trompetens mange muligheder: Snart luftigt, snart skarpt, snart knapt hørbart.

Maalouf spiller på en specialbygget trompet med fire ventiler, hvilket gør ham i stand til at spille de kvarte toner i de arabiske skalaer. Men ellers var der ikke meget traditionel mellemøstlig musik over hans fusionsjazz, der i to numre røg ud i rene rock-eksplosioner, hvor koncertsalens sarte akustik stod model til skærende guitarhvin og heftige trommefills, der hurtigt klingede af igen til fordel for Ibrahim Maaloufs sarte tone.

JuJus Juldeh Camara - foto: Christian Klintholm

Mindre sarte toner var der at høre i foyer-scenens sidste koncert, der havde JuJu (Justin Adams og Juldeh Camara) på scenen. Hvor Ibrahim Maalouf lod sin musik veksle mellem luftig trompet og rock-riffs, lod JuJu sig nøjes med engelske Justin Adams fræsende guitarriffs, der var det skelet, gambiansk-fødte Juldeh Camaras ekvilibristiske soloer på den én-strengede riti og klare sangstemme lagde sig udenpå. 

Se billeder fra flere af lørdagens koncerter her