WOMEX-sensation varmer op til festival
Vishwa Mohan Bhatt er den store attraktion i Desert Slide, der spiller klassisk indisk musik på slideguitar. Foto: Karolina Zapolska

WOMEX-sensation varmer op til festival

Indiske Desert Slide bjergtog publikum til sidste års WOMEX med deres meditative musik. Nu kan de gøre det igen, når de spiller gratiskoncert i Statens Museum for Kunst 19. oktober.

Det bliver et kærkomment gensyn, når indiske Desert Slide kommer til Danmark 19. oktober. De var en af de helt store oplevelser under WOMEX 2010, hvor det virtuose orkester skiftevis henførte lytterne i en drømmeagtig tilstand og begejstrede med imponerende improvisationer i et hårrejsende tempo. 

Frontmand i orkestret er Vishwa Mohan Bhatt. Han var i lære hos sitarlegenden Ravi Shankar, men det var hans kærlighed til den nordamerikanske slideguitar, som inspirerede ham til at opfinde den såkaldte Mohan Veena, en 19-strenget hybridguitar, som i dag er anerkendt i indisk musikkultur. 

I 1994 vandt Bhatt en Grammy for albummet A Meeting By The River med Ry Cooder, som få år senere lavede Buena Vista Social Club.

Desert Slide er Vishwa Mohan Bhatts samarbejde med nomademusikerne i Divana Ensemble, som kommer fra Rajasthan i det nordlige Indien.

Se video fra WOMEX 2010 her:

 

Der er lagt op til en spirituel rejse gennem de golde områder i Tharørkenen med inspiration fra hinduistisk folkemusik. Mohan Veenaens høje toner flettes sammen med meditativ chanting og sang, med legende melodier fra det persiske strengeinstrument kamancheh og ekstatiske rytmer fra klassiske indiske perkussion-instrumenter - ikke mindst tablaen.

Koncerten med Desert Slide er en opvarmningskoncert til årets WOMEX i Koncerthuset 26-29. oktober. Der er gratis adgang.