Warm up WOMEX-turnéer til hele landet
Fra starten af oktober sender Music From Around en række spændende artister ud i landet på den såkaldte Warm Up WOMEX Tour. I år med klassisk musik fra Afghanistan og politisk indigneret hip hop/spoken word fra Zimbabwe.
Music From Around tager 3. oktober hul på efterårets anden store verdensmusikbegivenhed: Warm Up WOMEX Tour. Det sker umiddelbart efter den første weekend med Booyaka Festival og slutter kort før den tredje og absolut største begivenhed på verdensmusikscenen i år, WOMEX 26.-29. oktober. Så kom ikke og sig, at vi ligger på den lade side på Music From Around.
Med koncerter i Køge, Svendborg, Esbjerg, Tønder, Sønderborg, Odense og mange andre steder, kommer verdensmusikken med Booyaka Festival og Warm Up WOMEX Tour også godt rundt i landet og ud i de fleste kroge af spillesteds-Danmark.
Hovednavnene på de to Warm Up WOMEX-turnéer er Samm fra Danmark/Afghanistan og Comrade Fatso feat. WHOAREYOUPEOPLE. Det er et samarbejde mellem det danske afrobeat-band WHOAREYOUPEOPLE og de to internationalt kendte rappere Comrade Fatso og Outspoken - begge fra Zimbabwe.
Politisk hip hop
Outspoken er en dygtig rapper, der i stil minder om mange af de kendte amerikanske. Han er hurtig, vittig og har en god fornemmelse for flow. Fatso har skruet ned for tempoet, så det snarere er spoken word end rap. Men der er ikke skruet ned for teksternes politiske indhold, der ikke er til at misforstå: Vores ledere er inkompetente og grådige på vores bekostning. Nu må vi – folket – smide dem på porten.
Her kommer Comrade Fatso, Outspoken og WHOAREYOUPEOPLE: 5. oktober: Rejseladen, Glumsø; 7. oktober: Elværket, Holbæk; 8. oktober: Gimle, Roskilde; 13. oktober: Elværket, Frederikssund; 14. oktober: CafeTeatret, København; 15. oktober: Global, København; 22. oktober: Sønderborghus, Sønderborg.

(Grafik: Mai Staunsager)
Se mere om Comrade Fatso her
Se Outspoken her
Turnéen er støttet af Kunstrådet og CKU - Center for Kultur og Udvikling.
Herboende afghanere deler ud af hjemlandets kulturskat
Bandet Samm tager udgangspunkt i traditionelle melodier, sange og instrumenter fra Afghanistan, hvor både melodier og instrumenter i høj grad er inspireret af indisk klassisk musik. Smukke skalaer, også kaldet ragaer, væves sammen med virtuost tabla-spil, når bandet går på scenen.
Samm består af Abdulrab Qasimi, hans to sønner Edris og Belal og Mirwais Fedai. Abdulrab er uddannet som professionel klassisk musiker i Afghanistan og er i dag leder af en tabla-skole i Danmark. Han spiller en række instrumenter, blandt andet rubab, en smuk pæreformet lut med en fantastisk klang. Desuden er han og resten af bandet medstiftere af foreningen Musik uden grænser, der søger at udforske og skabe nye former for musik.
Se Samm her: 19. oktober: Tobakken, Esbjerg; 20. oktober: Hagges Pub, Tønder og 21. oktober: Sct. Catharinæ Kirke, Ribe.
Tidligere har vi annonceret koncerter med den afghanske sangerinde Sahar Afarin - de er desværre blevet aflyst. Samm træder ind i stedet på tre af koncerterne.
Både Samm og Who Are You Outspoken-tour'en fungerer som opvarmning til den store verdensmusikbegivenhed WOMEX 26-29 oktober.





