Gadefesten, der blev til en intim world-festival
Band Ane (FOTO: Karolina Zapolska)

Gadefesten, der blev til en intim world-festival

Onsdag den 18. august skulle Cinemateket have lagt asfalt til en stort anlagt gadefest i samarbejde med Around/Womex og Strøm-festivalen. At regnen stod ned i tove slog dog ikke festen ud af kurs. Den var nemlig rykket indenfor og blev til en af de større gadefester under tag, København har set.

Artikel af: Rasmus Brendstrup, Programredaktør, Cinemateket
Fotos: Karolina Zapolska

Fagot og elektrisk knitren
Restaurant SULT var i hast blevet lavet om til koncert-venue, hvor bl.a. electronica-darlingen Band Ane slog sig løs med en koncert spækket med mellemøstlige toner, og hvor den elektroniske knitren blev vævet sammen med fagot, mundharmonika, darbukatromme og gæstevokaler.

band ane header

Band Ane og Simona Abdallah (FOTO: Karolina Zapolska)

Omkring 400 mennesker lagde vejen forbi Filmhuset, og de kunne opleve musik på hele tre forskellige scener – i alt 7 koncerter blev det til mellem kl. 17 og 01. 

”Absolut uautentisk Afrika”
I Carl-biografens mørke bød den eksperimenterende trio Tashweesh på poetisk-brutale lydcollager fra Palæstina parret med en brodsø af visuals: Bybilleder, bølger, arkivgods og filmklassikerklip fra bl.a. den russiske avantgardefilm ’Manden med kameraet’.

Senere bød det elektroniske enmands-orkester Mapstation på en anderledes rejse i lyd alene: En rejse til et imaginært Afrika. Mapstation, alias den tyske afrotronica-musiker Stefan Schneider, indledte med at fortælle, hvordan visse romere betragter alt, der ligger syd for deres by, som ’Afrika’, mens folk i Algeriet betragter Afrika som det, der ligger syd for Sahara. ”Afrika ligger altid et andet sted,” sagde han og bevægede sig derefter ud på, hvad han kaldte en 45 minutters ”absolut u-autentisk rejse”.

Fransk flammetale i kælderen
I Restaurant SULT leverede den danske eksperimental-musiker Snöleoparden og indbudte musikergæster på en legende impro-koncert spillet på bl.a. indkøbsvogn og Cinemateks-gulvtæpper. Det internationalt anerkendte ensemble Checkpoint 303 stod for en dynamisk og kraftfuld finale med politiske visuals.

checkpoint303 header

Checkpoint 303 (FOTO: Karolina Zapolska)

Aftenen sluttede i kælderens Asta Bar, der stod i hophoppens tegn. Street-crewet Ghettoblaster havde headhuntet pigerne MC Tia og Pimp A til at stå bag henholdsvis mikrofon og pickup, inden rapperen Boikutt, der også gæsteoptrådte ved både Tashweesh’s og Checkpoint 303’s koncerter, lukkede ballet med en rytmisk overlegen fransk flammetale.

Ingen grund til frygt
Udenfor stod skilte med teksten ”Gadefesten er rykket indenfor” og græd i regnen. Det var der så vidt vides ingen af gæsterne, der gjorde.

”Nu må vi se, om vi vælger at blive indendørs næste gang,” siger hovedarrangøren Jan Samuelsen fra Womex/Around.

”Det danske vejr er ikke sådan lige at blive klog på. Og nu ved vi i hvert fald, at man ikke behøver at frygte for en indendørs gadefest. Men mon ikke vi vender tilbage og stoler på himlens velvilje.”

Strøm-festivalen fortsætter de næste dage med masser af elektronisk musik. Det meste under åben himmel.

 

Se billeder fra Streets From Around her