STATUS YO! + LIVE-KONCERT MED DJ IPEK OG MC SULTAN
Worldmusikken og film indtager Cinemateket!
Hvis din lørdag aften umiddelbart ikke står på joggingbukser og regnvejr, så overvej et smut forbi Cinemateket som sammen med Around/WOMEX inviterer dig med ind i en anderledes verden, med både film og verdensmusik.
STATUS YO!, som er aftenens spillefilm, beskriver syv unge, hvis veje krydses i et hektisk døgn, hvor byens største hiphopfest skal konciperes og organiseres. Klipningen låner en del fra musikvideo-genren, og klimakset er en cool nævekamp mellem skinheads og B-boys i en forladt U-bahn-station!
Efter filmen er der lagt op til fusion af rang, når Tyrkiets for tiden hotteste kvindelige dj, Dj Ipek, krydser urbane elektroniske klinger med den pladeaktuelle rapper Sultan Tunc. Begge er bosat i Berlin og ladet med den tyske metropols adrenalin.
Koncerten foregår i Asta Bar, og er inkluderet i filmbilletprisen.






