Vind billetter til KHALED i Store VEGA!

Vind billetter til KHALED i Store VEGA!

Til oktober gæstes Store VEGA af en af verdensmusikscenens absolutte superstjerner: Khaled. WOMEX er stolte af at sponsere arrangementet, der ligger i forlængelse af en lang række Warm Up WOMEX-koncerter. Og du kan vinde billetter!

Multi-instrumentalisten Khaled er ikke kun en af de absolut mest berømte stemmer fra Nordafrika, han er også den ukronede konge af Raï-musikken. Den 16. oktober spiller igen på Store VEGA, og WOMEX er stolte af at sponsere AVH Productions, der står bag arrangementet.

DELTAG I KONKURRENCEN OM 2 STK BILLETTER TIL KHALED: Skynd dig at skrive en mail til konkurrence@wmfcph.dk - mærket "Khaled". Så deltager du i konkurrencen om 2 billetter!
Vinderen udtrækkes på torsdag og får direkte besked.

Kongen af Raï

Khaled har en imponerende karriere med otte regulære albums bag sig. I slutningen af 80’erne flyttede han fra hjemlandet Algeriet til Frankrig, hvor han i 1991 udsendte albummet Khaled, der gav ham stjernestatus i landet og blandt nordafrikanske emigranter kloden rundt.

I dag er hans smørbløde stemme og inciterende rytmer ikke til at komme uden om. Khaled er naglet fast som en lysende stjerne på såvel den arabiske som den vestlige musikscene. Hans seneste udgivelse, Le Liberté, udkom sidste år til flotte anmeldelser, og forsikrede musikpublikummet om, at Khaled stadig har ligeså meget at byde på som for 25 år siden.

khaled tyndt banner

Manden bag blandt andet superhittet "Aicha", der er blevet fortolket af danske Outlandish, kan opleves til en uforglemmelig aften i oktober, når han gæster Store VEGA.

Ved koncerten i VEGA vil bl.a. den herboende Dany Raï og hans Raï'n'B-gruppe stå for opvarmningen. Dany Rai er anerkendt som Danmarks eneste raï-musiker og har samarbejdet med så forskellige navne som Outlandish, Isam B, Lars Lilholt og Poul Krebs.

Desuden er DJ Gazi og den dansk-algeriske rapper Sami Krid, der snart er pladeaktuel, indkaldt til at sætte publikum i den rette stemning både før og efter koncerten. Disse tre prominente herrer får derudover selskab af Simona Abdallah - Danmarks eneste kvindelige arabiske darbuka-spiller, som mange måske vil huske fra hendes inspirerede optræden med Band Ane ved Streets From Around i Cinemateket for blot et par uger siden - samt en række surprise-kunstnere.

Khaled præsenteres af AVH Productions, sponsoreret af WOMEX

Bestil billetter her