Et festfyrværkeri
Kohorn-solo, stampende fiolmusik og samesang var nogle af de ingredienser, Harald Haugaard og hans store band havde i gryden ved den festlige WOMEX-åbner, The Great Nordic Night onsdag aften i Koncerthusets magisk smukke Studie 1.
Blandt solisterne tryllebandt især færøske Eivør Pálsdóttir og den svenske trio Frifot med Ale Möller og Lena Willemark som charmerende og hamrende dygtige performere.
Efter at den
fyldte sal havde overværet tyve minutter med velkomsttaler fra
overborgmester Ritt Bjerregaard, Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen,
programdirektør fra Freemuse Ole Reitov og direktør for WOMEX, Gerald Seligman,
gik det løs med fejende flot spillemandsmusik og instrumentale traktementer
fra The Great Nordic Band. Orkestret var håndplukket blandt Nordens fornemste
udøvere af roots-musikken. Og publikum blev ført igennem en odyssé af forskellig
musik og med et væld af skiftende solister - bla. sangerinden Eivør Pálsdóttir,
Annbjørg Lien på norsk hardanger-fele, svenske Johan Hedin på nøgleharpe, finske
Wimmes same-yoik, trioen Frifot med fantastiske Ale Möller og Lena Willemark
samt intens sangforedrag af grønlandske Rasmus Lyberth.
Alt i alt
var denne musikalske rejse gennem Nordens grønne enge, vilde
bjerge og isfyldte sletter en demonstration af, at vi i vores skandinaviske
kultur har en rig musikalsk tradition, som vi roligt kan være stolte
af og dyrke også i fremtiden.





