Band Ane goes world: ”Et spændende eksperiment”
Når Band Ane den 18. august går på scenen med Aida Nadeem og Simona Abdallah, bevæger hun sig ud på ukendt territorie. Vi har spurgt Ane selv til hendes forhold til world-musikken og aflurer, hvad vi skal forvente os til Streets From Around...
Hvad er baggrunden for, at du er gået med i Streets From Around-projektet?
Jeg har et stykke tid tilstræbt at komme ud af computerens begrænsninger på en sund måde. Ikke at blive låst fast. Og der var Streets From Around-projektet den perfekte anledning til at få rykket nogle grænser og åbne op for noget nyt. Det, at skabe noget med nogen fra en anden baggrund, er jo netop med til at udvide horisonten og få nye nuancer ind under huden.
Hvad er din tilgang til world’en?
Jeg har aldrig beskæftiget mig med verdensmusik før, så det er et nyt univers. At dykke ned i verdensmusikken har givet mig fornyet inspiration og rykket mig. Det er vildt fedt – bestemt noget, jeg vil tage med mig videre.
Det her projekt er kommet på benene under et stort tisdpres, så jeg er virkelig bare blevet kastet ind i det med 100 km/t. Jeg har indledt mig på en sindssyg opgave: jeg skal på rekordtid komponere en times koncert, hvor jeg blander elektronica med musik jeg ikke kender. Der er vanvittigt. Vanvittigt fedt. Et spændende eksperiment.
Hvordan er det at arbejde sammen med Aida Nadeem og Simona Abdallah, der jo begge er veletablerede navne på netop verdensmusikscenen?
Jeg tager bare hatten af for Aida og Simona. De er knald dygtige. Aida Nadeem har udgivet flere arabisk inspirerede elektronica plader, og synger og spiller fagot som en drøm, og Simona Abdallah er en verdensklasse darbukaspiller. De er respektindgydende kunstnere.
Vi havde forleden vores første øver, hvilket normalt kan være lidt angstprovokerende, da man jo ikke ved, hvad hinanden kommer med, men det gik så fint. Vi oplevede hurtigt en tryghed omkring hinanden. Jeg må give de to piger en stor del af æren for vores samarbejde, de har virkelig taget ansvar i processen.
Samarbejdet er på alle måder enormt givende. De fysiske elementer, de bringer med sig i form af arabisk perkussion, fagotspil og sang er en verden til forskel fra at stå alene på scenen med sin computer. Det skaber en fantastisk energi.
Hvad er der kommet ud af det?
Alt, hvad vi laver sammen er noget, vi er kommet frem til i fællesskab – simpelthen ved at lade idéerne flyde og trække på hinandens styrker. Det kommer der nogle virkelig sjove, nye ting ud af. Konstellationer, som man ik på forhånd havde set komme.
Men det er jo også netop det, det kan, sådan et projekt her. Kunst, kultur, tradition, eksperimental: Det hele blender sammen til en højere enhed.
Hvad kan publikum så forvente sig, når I træder på scenen den 18. august?
Publikum kan se frem til en meget sanselig optræden. Vi mærker hinanden på scenen, og lader hinanden komme til orde i et fælles flow. Det er et grænseoverskridende, improviseret eksperiment, skabt under vanvittigt tidspres – og jeg synes det er så fedt, at være med til. Virkelig givende. Jeg har fået blod på tanden og vil helt sikkert arbejde videre med elementer af verdensmusikken på den anden side. Det har været en øjenåbner, og jeg er virkelig glad for at være en del af det.
Oplev selv, hvad Ane, Aida og Simona har fået ud af anstrengelserne den 18. august til Streets From Around





